Industrialiseringens levn om en “8-16 arbejdsdag” er (næsten) død

Industrialiseringens levn om en “8-16 arbejdsdag” er (næsten) død

Den gamle skole om en 8-16 timers arbejdsdag er død og allerede nu en større begrænsning for virksomheders udvikling end vi har anerkendt.

Levnet fra industrialiseringen (1850-1950’erne) om en arbejdsdag 8-16 og en klassisk 37 timers arbejdsuge, hang sammen med, at opgaver var mulige at time-boxe dvs man kunne ret præcist definere hvor lang tid det ville tage fx at producere en bestemt dims.
Typen af opgaver i dag er ganske anderledes, hvor lang tid tager det fx at finde på en ny idé, at udvikle den lækre præsentation som virkeligt rammer bulls-eye, tager det en hel eller halv dag at løse et problem og hvor lang tid skal vi sætte af til at planlægge og gennemføre en kulturændringsrejse?

Fra arbejdstagerside – generation X og især Z som fokuserer på det enkelte individ – ønsker mennesker i stigende grad at kunne designe indholdet af ugens 7×24 timer.

Jeg mener altså ikke, det handler om en generation der ønsker at arbejde mindre, men om at man ønsker bruge sin energi så den bliver omsat til en form for passion. At fyre den af og deltage 100%, at bidrage dér hvor man er bedst og både give og modtage så det kan mærkes.
Det giver både arbejdsgiver og -tager optimale forhold. Problemet er, at den slags energi ikke virker som en kontakt man kan tænde kl 08 og slukke igen 8 timer senere..

Fleksibilitet og individualitet er i stigende grad vigtigt, familie, venner, personlig udvikling, den næste ironman osv. Samtidigt spiller internationaliseringen ind da arbejde foregår på tværs af tidszoner, som opfordrer til anderledes måder og tider at deltage på.

 

Det giver altså nogle uheldige konsekvenser:
Måske 1) forsøger medarbejderen at strække opgaverne til at vare længere end de behøvede tage! Man finder på tiltag der egentligt ikke var aftalt, drikker mere social kaffe, tager til tandlæge, blander sig i andres arbejde og møder osv – så man først tager hjem når dagen er slut, det ser jo godt ud.
Eller 2) man forsøger presse en al for stor lang opgave ind i en kortere timebox og så ryger kvaliteten altså eller måske ryger det team-sociale element; eller man arbejder på både de lige og skæve tidspunkter for at kompensere.

Det rammer hårdt på vores resultater. Ikke bare får vi mere stressede medarbejdere vi mangler også den passion, det giver, når man selv vælger. Hvis din ild tændes af en tur med hunden eller spille banjo midt på dagen og det udvikler dine tanker – så er det vel det, du skal gøre?
Men så længe vi er optagede af at måle og kontrollere arbejdstid bliver det ikke meget anderledes.

 

Er det virkeligt det, vi ønsker?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *